Den 13. december er det Luciadag, og den dag er den tradition for at spise Luciaboller. En tradition som stammer fra Sverige, men som er ved at vinde mere og mere indpas her i det danske.
Selvom Luciaboller er til Luciadag, så er det bestemt ikke noget i vejen for at lave dem på andre tidspunkter, de kan faktisk godt laves hele året.
Og her er et bagværk, hvor det faktisk er rigtig hyggeligt at have børn med. Jeg lavede dejen i forvejen, og fik så pigerne og deres 2 veninder til at hjælpe mig med at form boller. Jeg viste dem hvordan de traditionelt ser ud, men ellers fik de bare frie tøjler. Så der blev formet lidt af hver, bl.a. deres forbogstaver og luciakranse.
Jeg har brugt denne samme opskrift i år, som jeg har brugt de tidligere år, og det er opskriften fra Claus Meyer.
ca. 20 stk.
0,5-1 g safran – stødt fint i en morter
4 dl kold mælk
50 g gær
1 æg
ca. 800 g hvedemel
80 g sukker
100 g smeltet smør
15 g salt
sammenpisket æg til pensling
rosiner til pynt
Gær røres ud i mælken, de øvrige ingredienser tilsættes, dog holdes halvdelen af melen tilbage. Dejen æltes sammen og den resterende mel tilsættes lidt af gangen. Dejen skal være blød og glat. Dejen skal æltes i godt 5-6 minutter. Dejen skal hæve et lunt sted i 2 timer.
Del dejen i 20 stykker. Hver stykke rulles til en pølse og formes til s’er, snegle, keltiske kors mm. Bollerne skal efterhæve i en time overdækket.
Pensel bollerne med sammenpisket æg og pynt med rosiner. Rosinerne skal trykkes godt ned, ellers falder de nemt af når boller er bagt. Boller bages ved 200 grader i ca. 10-12 minutter.
Bollerne smager rigtig godt lune med smør. Som det meste bløde brød, så er de bedst samme dag som de er bagt, men er også ok dagen efter.
3 thoughts on “Luciaboller, Lussekatte – kært barn mange navne”